_Roomservice!

20111028-193416.jpg

20111028-193443.jpg

20111028-193457.jpg

20111028-193451.jpg

20111028-193502.jpg
The Mondrian
9 Crosby Street New York
(212)-389-1000

I sidste uge var Mathias’s søster og mormor på besøg. Eller det vil sige… De boede ikke hos os, for de havde nemlig booket et dejligt hotelværelse på The Mondrian i Soho, lige rundt om hjørnet fra mit arbejde. Jeg kan allerede nu se på det hele, at der skal spares sammen til et par overnatninger der, for jeg er sikker på, at en weekend med utroligt blødt og hvidt sengetøj og dyr roomservice kan kurere enhver begyndende vinterdepression. Men mere om roomservice senere.

Siden vi flyttede herover, har vi haft gæster af flere omgange og hver gang er vi blevet nogle erfaringer rigere når det kommer til at have gæster på en god måde. De fleste kommer med forventning i blikket og blod på tanden i forhold til diverse oplevelser der skal krydses af i den medbragte guidebog, men sandheden er, at i langt de fleste tilfælde, foretrækker jeg bare at forsøge at skabe tid og rum til at kunne snakke ordentligt med mine gæster. Så er det ikke så afgørende for mig at se den ene eller den anden turistattraktion IGEN.

Alle som både jeg og Mathias har talt med herovre om at have gæster, lader til at have store kvaler ved at finde en måde hvorpå både de og deres gæster kan have en god oplevelse med at være på besøg. Hvilket fik mig til at tænke på, at det måske var en god ide at dele mine erfaringer indtil videre i tilfælde af, at enten en kommende gæst eller nogen som selv skal være vært læser med.

3 råd til gæsten:

1. Husk at det er DIN ferie og at du selv har ansvar for at planlægge den, så den bliver god. Du kan fint spørge din vært til råds, men alle mennesker er forskellige og svaret på spørgsmålet “såeh…. Hvad synes du så vi skal se?” kommer helt an på spørgerens humør, interesser og pengepung.

2. Stol på at din vært nok skal sige til og fra i forhold til at være sammen med dig under dit ophold. Vær ikke bekymret for om du er for påtrængende eller krævende. Personligt foretrækker jeg en gæst som er klar i spyttet omkring ønsker og behov frem for overdreven høflighed som i sidste ende kan være svær at tyde.

3. Respekter din værts hjem og vær en god gæst; Ryd op efter dig selv og fyld lidt i køleskabet, hvis du spiser af forrådet. Tag opvasken og sluk lyset efter dig. Du ved… De små ting.

3 råd til værten:

1. Husk at gæster er midlertidige og at du har en hverdag og ikke mindst økonomi som skal hænge sammen. Det er helt okay at sige fra og de fleste gæster vil have stor forståelse og respekt for at du er nødt til at prioritere når det kommer til tid og penge.

2. Gør op med dig selv hvordan du ønsker at være sammen med dine gæster. Er det via oplevelser, samtaler eller noget helt tredje? Og tillader tiden det hele eller kun én af delene?

3. Nyd dine gæsters glæde ved at besøge din by og sug til dig af den energi og nysgerrighed de kommer med. Husk også at det er et privilegie at kunne åbne sit hjem op for besøgende og klap dig selv på skulderen over at du medvirkende til at give dine gæster en god ferie.

Nå… Tilbage til det med roomservice. Dagen før Mathias’ familie skulle hjem, inviterede vi nemlig os selv på morgenmad i sengen på deres hotelværelse. Vi var jo svært misundelige på deres kæmpeseng og ditto dyne, så hvilken bedre måde at få lidt af hoteloplevelsen på end at nyde en omgang roomservice, mens vi netop havde tid til bare at være sammen og tale om stort og småt?! Det hele var meget lækkert med både omelet, eggs Benedict, frisk frugt, french toast, kaffe og friskpresset juice og havde det ikke været for mit strikketøj, som Karen skulle hjælpe mig igang med igen efter måneders pause, så havde vi såmænd nok taget os en lur på rad og række :-)

Og sådan gik det til, at vi i forsøget på at finde en god måde at have gæster på, selv endte med at være gæster hos vores gæster. Men jeg kan nu med sikkerhed sige, at vi alle nød det i fulde drag. Tak for en hyggelig dag, Karen og Marie!

Ps. Synes I i øvrigt ikke at Karen klæder hotelværelset ganske godt?!

Dette indlæg blev udgivet i Live a little, Live and learn, The Guide og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

6 skønne kommentarer til _Roomservice!

  1. Kristin skriver:

    Jo, Karen klæder bestemt det hotelværelse – Men nu har jeg heller aldrig mødt et menneske, der matcher bedre, end hun gør ;)

    Håber at vi ses inden alt for længe, søde Pernille. Hils din mand og kattebørn.

    • jegerjoligeher skriver:

      Du har helt ret, søde Kristin :-)

      Håber du har det strålende… Kommer du snart og besøger?

      Jeg hilser…. Gør det samme derhjemme!

  2. Sabina Odgaard Heape skriver:

    Eggs Benedict, French toast og strikketøj… jeg dåner!

  3. Lise-Lotte Brogaard skriver:

    Kære Pernille
    Sikke en vidunderlig ide at spise morgenmad i sengen allesammen. Det må bare have været SÅ hyggeligt. Fantastiske billeder – men billedet af Karen er virkelig virkelig dejligt og fantastisk. Hvor er det sejt af hende at tage over og besøge jer:-) Jeg håber hun nød det.
    Jeg elsker dine råd til gæster og værter. Lige i øjet!!!!
    God tur vestpå:-)

    Kærligst
    Lotte

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>