Alle Jer der har prøvet at flytte til et andet land for en kortere eller længere periode ved, at det handler om at få det basale på plads så hurtigt som muligt. Der skal tag over hovedet, mad på bordet og penge på kontoen. Mathias og jeg fik ret hurtigt styr på det mest nødvendige (vi landede en fredag og skrev lejekontrakten under om mandagen og indenfor et par måneder havde jeg også fundet job), men jeg forstår nu, at selvom man indenfor kort tid finder en bolig, betyder det ikke nødvendigvis at man føler sig hjemme.
Den slags tager tid og i mit tilfælde, vil jeg sige at det har taget ret lang tid, hvis jeg da overhovedet er nået dertil endnu. Forstå mig ret, jeg føler mig godt tilpas i byen. New York er fantastisk og spændende på alle mulige måder, men når alt kommer til alt, så kan det jo være lige meget hvilken by man bor i; når man tager hjem efter arbejde, skal man jo netop bare HJEM.
De af Jer som vi har haft fornøjelsen af at have på besøg indtil videre, kan nok bevidne at vi bor… Enkelt!? Vi har endnu ikke særlig mange møbler og selvom der efterhånden er en del billeder på væggene i den lille stue, er væggene i resten af lejligheden til stadighed overvejende nøgne.
Og man kan sige hvad man vil om trangen til at besidde jordiske ejendele, men erfaringen siger indtil videre, at jo flere møbler, jo mere hjemligt virker her altså til at være.
Kommer tid, kommer båd, som de siger i Mandrillen og når der kommer flere penge på kontoen, skal vi også nok få raget nogle flere ejendele til os 
For når ret skal være ret, hænger det der med trangen til at købe boligting jo nok også sammen med at… VENT! Kan det virkelig være så simpelt som at jeg bare gerne vil ud og bruge penge som jeg ikke rigtigt har!?!?!
Nå men, hvorom altid er, så leder al den her snak om det halvtomme hjem mig hen til, at nok vil jeg gerne have flere møbler, men noget der virkelig gik op for mig for nyligt, er vigtigheden af at have gode venner på besøg i sit hjem. Møbleret eller ej
Til Mathias’s fødselsdag i november havde vi en lille flok gæster til middag. Normalt er Mathias jo glad for at lave mad, men da Camilla og hendes kæreste Nick, som I hørte om i en anden sammenhæng i marts, tilbød at stå for middagen, tog vi selvfølgelig imod tilbuddet med kyshånd. Jeg mener… Hvor ofte får man lige chancen for have en rigtig kok til at lave mad til sig i sit eget hjem. Og så endda en af slagsen som tidligere har arbejdet på Noma?!
Resultatet blev selvfølgelig über lækkert, men vigtigst af alt: Da gæsterne var gået hjem, slog det mig, at det slet ikke betyder noget hvilke møbler man sidder på og om væggene er helt bare, så længe selskabet er godt. Wow, en kliché, hva’!? Men ikke desto mindre er der nogle ting man bliver nødt til at prøve selv, før man sådan rigtigt forstår sandheden i klichéerne 
Tak i øvrigt, for alle de søde kommentarer om killingerne forleden. I kan tro, at jeg savner dem og med Mathias i Los Angeles i øjeblikket er her meeeget stille i det lille hjem. Men jeg skulle hilse og sige, at de har det godt og allerede er blevet fine venner med deres nye søskende
